Et stykke brød, lidt sukker og et planteblad indeholder alle kulhydrater. Alligevel har kulhydraterne forskellige egenskaber. Forklaringen ligger i byggestenene – og især i, hvordan de er bundet sammen.
I videoen nedenfor tegner og forklarer jeg mono-, di- og polysakkarider. Bagefter følger vi vejen fra én sukkerenhed til lange kæder og ser, hvorfor stivelse kan fordøjes, mens cellulose fungerer som kostfiber.
Hvad er kulhydrater?
Kulhydrater er organiske forbindelser, altså molekyler med kulstof i deres opbygning. De består af carbon (kulstof), hydrogen (brint) og oxygen (ilt). De findes blandt andet som sukkerarter, stivelse og kostfibre. Fordøjelige kulhydrater kan bidrage til kroppens energiforsyning og giver cirka 17 kJ pr. gram. Kostfibre udnyttes anderledes og giver typisk mindre energi.
Glukose er et centralt eksempel med formlen C6H12O6. Planter danner glukose ved fotosyntese og kan bruge den til blandt andet energiomsætning og opbygning af andre stoffer. Det forbinder kulhydraterne med fotosyntese og respiration.
Klassificering af kulhydrater
For at få overblik inddeler vi kulhydrater efter, hvor mange sukkerenheder der er bundet sammen. Mono betyder én, di betyder to, og poly betyder mange.
| Gruppe | Opbygning | Eksempler |
|---|---|---|
| Monosakkarider | Én sukkerenhed | Glukose, fruktose og galaktose |
| Disakkarider | To sukkerenheder | Sukrose, laktose og maltose |
| Oligosakkarider | Korte kæder, ofte angivet som 3–10 enheder | Raffinose |
| Polysakkarider | Lange kæder af sukkerenheder | Stivelse, glykogen og cellulose |
Et monosakkarid er altså en byggesten, som kan indgå i større kulhydrater. Den samme type byggesten kan bruges til forskellige molekyler, alt efter hvilke bindinger der dannes.
Monosakkarider: de enkelte byggesten
Glukose, fruktose og galaktose har alle formlen C6H12O6, men atomerne er arrangeret forskelligt. Derfor er de forskellige stoffer, selv om molekylformlen er ens. Det kaldes isomeri.
Når vi fordøjer kulhydrater, skal fordøjelige di- og polysakkarider nedbrydes til monosakkarider, før de optages gennem tyndtarmens væg. Selve optagelsen kræver transportproteiner i cellernes cellemembraner.
Disakkarider: to sukkerenheder bundet sammen
I et disakkarid holdes to monosakkarider sammen af en glykosidbinding. Sukrose består af glukose og fruktose. Laktose består af glukose og galaktose, mens maltose består af to glukoseenheder.
Bindingen kan brydes ved hydrolyse, hvor vand indgår i reaktionen. I fordøjelsen hjælper enzymer med at få spaltningen til at ske hurtigt. Det kaldes katalyse. Laktase spalter eksempelvis laktose. Du kan se sammenhængen mellem substrat og enzym på siden om enzymer.
Tre vigtige polysakkarider
Nu bygger vi videre fra to enheder til lange kæder. Stivelse, glykogen og cellulose består alle af glukose. Deres forskellige funktioner skyldes især bindingernes rumlige opbygning og kædernes forgrening.
Stivelse: planters lager af kulhydrat
Stivelse findes blandt andet i kartofler, ris, pasta og brød. Den består af amylose og amylopektin. Amylose er overvejende en uforgrenet kæde. Amylopektin har også sidegrene. Bindingerne i selve kæderne kaldes α-1,4-bindinger, mens forgreningerne har α-1,6-bindinger. Tallene angiver, hvilke carbonatomer i sukkerenhederne der er forbundet. Det græske bogstav α, alfa, beskriver bindingens rumlige opbygning. Stivelse er derfor ikke blot et andet ord for amylose.
Menneskets fordøjelsesenzymer kan nedbryde stivelse i flere trin. Amylase starter spaltningen af α-1,4-bindinger, og andre enzymer fortsætter, så glukose til sidst kan optages.
Glykogen: lager i lever og muskler
Glykogen er også opbygget af glukose med α-1,4-bindinger og α-1,6-forgreninger. Det er stærkt forgrenet og lagres især i lever og muskler. Leveren kan bidrage til at holde blodets glukosekoncentration oppe, mens musklernes glykogen især bruges lokalt ved arbejde.
Cellulose: støtte i plantecellevæggen
Cellulose har β-1,4-glykosidbindinger. β, beta, angiver en anden rumlig opbygning af bindingen end alfa. Kæderne kan ligge tæt sammen i stærke fibre, som giver plantecellevæggen støtte. Det er altså glukose igen, men sat sammen på en anden måde end i stivelse.
Vi mangler selv enzymet cellulase og kan derfor ikke fordøje cellulose med vores egne enzymer. Cellulose indgår i kostfibre og kan bidrage til tarmindholdets volumen. Tarmbakterier kan nedbryde nogle fibre ved gæring, også kaldet fermentering. Det gælder ikke alle fibre lige let. Cellulose nedbrydes generelt mindre let på denne måde end mange opløselige fibre.
Hvorfor er kædelængde ikke det samme som hurtig eller langsom energi?
Det kan være fristende at kalde alle små sukkerarter “hurtige” og alle lange kæder “langsomme”. Men ændringen i blodsukkeret afhænger også af blandt andet fødevarens struktur, tilberedning, fibertype og det samlede måltid. Noget stivelse nedbrydes hurtigt, selv om molekylet er stort.
Opbygningen fortæller derfor ikke alene, hvor hurtigt en fødevare påvirker blodsukkeret. Den problemstilling kan du arbejde videre med på siden om glykæmisk indeks.
Tegn byggestenene, og forklar bindingernes betydning
Tegn én sukkerenhed, to sammenbundne enheder og en lang kæde. Sammenlign derefter amylose, amylopektin, glykogen og cellulose. Markér forgreninger og forskellen på alfa- og betabindinger.
- Hvad betyder mono-, di- og polysakkarid?
- Hvilke enheder består sukrose og laktose af?
- Hvad er forskellen på amylose og amylopektin?
- Hvorfor kan vi fordøje stivelse, men ikke cellulose med egne enzymer?
Når du følger glukosen fra byggesten til lagerstof og plantefiber, bliver det tydeligt, hvordan en lille forskel i bindinger kan give store forskelle i biologisk funktion.

