Fordøjelsen gør madens store molekyler små nok til, at kroppen kan optage dem. Kulhydrater, proteiner og fedtstoffer nedbrydes af forskellige enzymer, men følger den samme vej gennem mund, mavesæk og tarm.
I videoen tegner og forklarer jeg hele forløbet. Begynd med madens vej og kulhydratfordøjelsen, hvis emnet er nyt for dig. Derefter kan du tilføje protein og fedt og bruge de mere detaljerede forklaringer længere nede.
Madens vej gennem fordøjelsessystemet
Mund → spiserør → mavesæk → tolvfingertarm → resten af tyndtarmen → tyktarm → endetarm. Tolvfingertarmen er den første del af tyndtarmen. Leveren, galdeblæren og bugspytkirtlen hjælper med fordøjelsen, men maden passerer ikke gennem disse organer.
Vi skelner mellem mekanisk bearbejdning, fx tygning og blanding, og kemisk nedbrydning. Enzymer katalyserer den kemiske nedbrydning. Det betyder, at de får bestemte reaktioner til at forløbe hurtigere.
1. Munden: Maden findeles
Tænderne deler maden i mindre stykker, og spyttet fugter den. Spyttet indeholder amylase, som begynder at spalte stivelse til kortere kulhydrater. Stivelse er opbygget af mange glukoseenheder og består bl.a. af amylose og amylopektin.
Når du synker, føres maden gennem spiserøret ved bølger af muskelsammentrækninger. Det kaldes peristaltik.
2. Mavesækken: Syre, blanding og proteinnedbrydning
Mavesækken blander maden med mavesaft. Den lave pH får mange proteiner til at ændre form, altså denaturere, og giver gode betingelser for enzymet pepsin. Pepsin begynder at spalte proteinerne til kortere kæder, peptider.
Mavesækken danner ikke hele fordøjelsens slutprodukter. Indholdet sendes gradvist videre til tolvfingertarmen, hvor nye fordøjelsesvæsker tilføres.
3. Tolvfingertarmen: Bugspyt og galde tilsættes
Bugspytkirtlen frigiver væske med bikarbonat, som bidrager til at neutralisere det sure indhold. Bugspyttet indeholder også amylase, lipase og forstadier til proteinnedbrydende enzymer. Enzymerne får dermed et mere passende miljø at arbejde i.
Galde dannes i leveren og opbevares og koncentreres i galdeblæren. Galdesalte hjælper med at fordele fedt i små dråber, så enzymerne får en større overflade at arbejde på. Galde er ikke et enzym; selve spaltningen af triglycerider udføres især af lipase.
Oversigt: Fordøjelse af kulhydrat, protein og fedt

| Næringsstof | Vigtige enzymer og hjælpestoffer | Produkter, der kan optages |
|---|---|---|
| Kulhydrater | Amylase samt bl.a. maltase, sukrase og laktase i tyndtarmens børstesøm | Monosakkarider: glukose, galaktose og fruktose |
| Proteiner | Pepsin, bugspytkirtlens proteaser og peptidaser | Aminosyrer samt små peptider, der videre spaltes i tarmcellerne |
| Fedt, især triglycerider | Galdesalte samt især bugspytkirtlens lipase | Især frie fedtsyrer og monoglycerider |
Enzymoversigten viser, hvordan arbejdet fordeles. Børstesømmen er den foldede overflade på tyndtarmens celler, hvor flere af de sidste spaltninger sker. Læs videre om kulhydratfordøjelse, proteinfordøjelse og fedtfordøjelse.
4. Tyndtarmen: Næringsstoffer optages
Fordøjelse og optagelse er ikke det samme. Fordøjelse er nedbrydningen; optagelse er transporten fra tarmen ind i kroppen. Tyndtarmens folder, tarmtotter og mikrovilli giver en stor overflade til optagelse.
Monosakkarider og aminosyrer føres hovedsageligt til blodet og videre mod leveren. Langkædede fedtsyrer og monoglycerider bliver overvejende samlet til triglycerider igen i tarmcellerne. De pakkes i transportpartikler, kylomikroner, som går via lymfen til blodet.
5. Tyktarmen: Vand og kostfibre
Tyktarmen optager yderligere vand og salte. Menneskets egne enzymer kan ikke nedbryde alle kostfibre, men tarmbakterier kan omsætte nogle af dem. Resten af tarmindholdet bliver efterhånden til afføring, som opbevares i endetarmen.
Tegn fordøjelsen og skab overblik
Tegn hele fordøjelseskanalen med god plads. Brug én farve til kulhydrat, én til protein og én til fedt. Skriv ved hver del, hvilke enzymer der arbejder, og hvor næringsstofferne optages. Tilføj leveren, galdeblæren og bugspytkirtlen som hjælpeorganer.
Når du kan følge maden hele vejen, er det lettere at forstå, hvordan de optagne stoffer bruges til opbygning af celler og ATP-dannelse i respirationen.

