Hjernen består af områder, som arbejder sammen om blandt andet sanser, bevægelse, hukommelse og regulering af kroppen. Ved en dissektion kan du se, hvordan områderne ligger i forhold til hinanden. Her bruger vi den synlige opbygning til at forklare storhjernen, lillehjernen og hjernestammens funktioner.
I videoen forklarer jeg hjernens opbygning med udgangspunkt i en dissektion. Dissektionen er udført af Suzanne Stensaas fra University of Utah og bruges med hendes tilladelse. Videoen viser en rigtig hjerne. Tegn gerne med undervejs, og følg først de store dele, før du tilføjer detaljer.
Hjernen og rygmarven udgør centralnervesystemet
Centralnervesystemet, forkortet CNS, består af hjernen og rygmarven. Det modtager information, bearbejder den og sender signaler videre. Nerverne uden for CNS kaldes det perifere nervesystem og forbinder blandt andet sanseorganer, muskler og indre organer med CNS.
En nervecelle kaldes også et neuron. Den kan sende elektriske signaler langs sit axon, en lang udløber. I synapserne overføres signaler til andre celler, ofte ved hjælp af kemiske signalstoffer. Hjernens funktion bygger på sådanne forbindelser i store netværk.
Overblik: Storhjerne, lillehjerne og hjernestamme
| Område | Placering og opbygning | Eksempler på funktion |
|---|---|---|
| Storhjernen | Den største del; opdelt i to hjernehalvdele med foldet hjernebark. | Bearbejdning af sanser, viljestyrede bevægelser, sprog og tænkning. |
| Lillehjernen | Bagtil under storhjernen. | Koordination, balance og indlæring af bevægelser. |
| Hjernestammen | Forbindelse mellem højere hjerneområder og rygmarven. | Blandt andet regulering af vejrtrækning, kredsløb og vågenhed. |
Tabellen er et første overblik. Områderne arbejder sammen, og en funktion som hukommelse eller bevægelse ligger ikke isoleret i ét enkelt ”center”. Mellemhjernen med blandt andet thalamus og hypothalamus indgår også i den samlede opbygning.
Storhjernen: Hjernebark, grå substans og hvid substans
Storhjernens to halvdele kaldes hemisfærer. De forbindes blandt andet af hjernebjælken, corpus callosum, som indeholder mange nervefibre. Furer og vindinger folder overfladen, så en stor hjernebark kan være i kraniet.
Hjernebarken er grå substans og indeholder blandt andet mange nervecellelegemer og synapser. Dybere ligger meget hvid substans med axoner, der forbinder områder. Den lyse farve hænger især sammen med myelin, et fedtrigt isolerende materiale omkring mange axoner. Der findes også områder med grå substans dybt i hjernen.
Denne forskel mellem cellelegemer og forbindelser hjælper dig med at forstå et snit gennem hjernen. Se nervesignalet i et axon for, hvordan myelin påvirker signalets udbredelse.
Hvad laver hjernebarkens lapper?
- Frontallappen, pandelappen: Bidrager til planlægning, beslutninger, regulering af adfærd og viljestyrede bevægelser. De forreste områder kaldes præfrontal cortex.
- Parietallappen, isselappen: Bearbejder blandt andet berøring og kroppens stilling og indgår i rumlig orientering.
- Temporallappen, tindingelappen: Indgår blandt andet i hørelse, sprogforståelse og hukommelse.
- Occipitallappen, nakkelappen: Rummer vigtige områder for bearbejdning af synsindtryk.
Hver lap findes i begge hjernehalvdele. Beskrivelserne viser vigtige bidrag, men hverdagens handlinger kræver samarbejde på tværs. Når du griber en bold, skal syn, vurdering, planlægning og bevægelseskoordination eksempelvis forbindes.
Lillehjernen og hjernestammen: Koordination og regulering
Lillehjernen hjælper med at gøre bevægelser præcise og tilpasse dem til sanseinformation. Den sammenholder blandt andet planlagt bevægelse med information om det, kroppen faktisk gør. Derfor er den vigtig for balance og motorisk læring.
Hjernestammen rummer nervebaner og områder, som blandt andet regulerer vejrtrækning og kredsløb. Den er dermed mere end en ledning mellem hjerne og rygmarv. Et eksempel på automatisk regulering er dykkerrefleksen, hvor signaler kan påvirke puls og blodkar.
Hvad kan en dissektion vise – og hvad kan den ikke?
En dissektion kan vise størrelse, form, overflade, snitflader og placering af strukturer. Den kan ikke alene vise, hvad personen tænkte, eller hvordan et bestemt netværk var aktivt. Viden om funktion kommer også fra blandt andet elektriske målinger, billeddannelse og undersøgelser af følger efter skader.
Tegneopgave: Forbind opbygning med funktion
Tegn hjernen fra siden, og markér storhjerne, lillehjerne og hjernestamme. Tilføj de fire lapper og ét eksempel på en funktion ved hver. Tegn derefter et forenklet snit, hvor du markerer grå og hvid substans. Forklar til sidst, hvorfor det er utilstrækkeligt blot at sige, at ét område ”styrer” en kompliceret handling.

