Dykkerrefleksen er kroppens automatiske reaktion på blandt andet vejrholdning og koldt vand i ansigtet. Pulsen kan falde, og blodkarrene i dele af kroppen trækker sig sammen. Det hjælper med at prioritere ilt til hjernen og hjertet, når der ikke kommer ny ilt ind gennem vejrtrækningen.
I videoen tegner og forklarer jeg pattedyrenes reaktioner på neddykning. Brug forklaringen og de tilhørende data til undervisning. Afprøv ikke lange vejrholdninger eller neddykning på egen hånd, og hyperventilér aldrig før undervandssvømning. Dykkerrefleksen beskytter ikke sikkert mod iltmangel og blackout.
Hvad udløser dykkerrefleksen?
Sanseceller i ansigtet kan registrere kontakt med koldt vand. Signaler føres blandt andet gennem trigeminusnerven til hjernestammen. Sammen med vejrholdning og ændringer i blodets gasser kan det udløse en samlet dykkerrespons. Responsens styrke varierer med blandt andet temperatur, aktivitet og personen selv.
Reguleringen sker gennem det autonome nervesystem, som styrer mange funktioner uden, at vi beslutter hvert enkelt trin. Dets parasympatiske del kan sænke pulsen, mens den sympatiske del blandt andet kan øge sammentrækningen af blodkar. Systemerne kan altså være aktive samtidig i forskellige organer.
1. Lavere puls: Hvad er bradykardi?
Bradykardi betyder langsom hjerterytme. Under dykkerresponsen kan pulsen falde i forhold til udgangspunktet. Hjertet udfører dermed færre sammentrækninger pr. minut, hvilket kan begrænse dets eget iltbehov. Det er én del af kroppens måde at økonomisere med de tilgængelige iltreserver på.
Pulsen falder ikke til den samme værdi hos alle. Et bestemt pulstal kan derfor hverken bruges til at måle refleksens styrke alene eller til at afgøre, hvor længe en person sikkert kan opholde sig under vand.
2. Perifer vasokonstriktion: Blodkarrene trækker sig sammen
Vasokonstriktion betyder sammentrækning af blodkar. Perifer henviser her til områder uden for de højest prioriterede centrale organer, blandt andet hud og dele af musklernes kredsløb. Når de små arterier trækker sig sammen, stiger modstanden, og blodgennemstrømningen kan mindskes i disse områder.
Det bidrager til at prioritere iltet blod til hjernen og hjertet. Blodet omfordeles altså; kroppen danner ikke ny ilt. Hvor meget ilt blodet kan transportere, afhænger blandt andet af hæmoglobin og iltmætning.
3. Blodtrykket kan stige, selv om pulsen falder
Blodtryk afhænger både af, hvor meget blod hjertet pumper, og af modstanden i blodkarrene. Når perifer vasokonstriktion øger modstanden, kan blodtrykket stige under dykkerresponsen trods den lavere puls. Derfor er ”lav puls” og ”lavt blodtryk” ikke det samme.
Ved dybere dyk sker desuden en forskydning af blod mod brysthulen, ofte kaldet blood shift. Det hænger sammen med neddykning og stigende omgivende tryk og skal skelnes fra den simple måling af pulsfald.
4. Milten kan frigive røde blodlegemer
Milten er et organ, der blandt andet rummer en reserve af røde blodlegemer. Ved vejrholdning kan den trække sig sammen og sende flere af dem ud i kredsløbet. De indeholder hæmoglobin, som binder ilt. Det kan midlertidigt øge koncentrationen af røde blodlegemer og hæmoglobin i blodet.
Man siger nogle gange, at ”milten tømmes”. Det betyder ikke, at den bliver helt tom eller producerer nye blodlegemer i øjeblikket. Det er frigivelse af en reserve. Effekten er blandt andet undersøgt ved målinger af miltens størrelse og blodets hæmoglobinkoncentration.
Hvordan undersøger forskere dykkerresponsen?
Puls og EKG kan vise ændringer i hjerterytmen. Målinger af blodgennemstrømning kan belyse vasokonstriktion, mens blodtryksmålinger viser trykændringer. Ultralyd og blodprøver kan bruges til at undersøge sammenhængen mellem miltens størrelse og blodets sammensætning.
For at undersøge en årsag må man skelne mellem eksempelvis ansigtsafkøling, vejrholdning og fysisk arbejde. Ellers ved man ikke, hvilken påvirkning der forklarer resultatet. Det forbinder emnet med hypoteser og kontrollerede undersøgelser.
Opgave: Knyt hver reaktion til dens funktion
Tegn hjertet, de perifere blodkar og milten. Forklar med pile, hvad der ændrer sig, og hvordan det kan påvirke iltfordelingen. Vælg derefter en måling, som kan undersøge hver forklaring. Hvorfor beviser et pulsfald alene ikke, at milten har frigivet blodlegemer?
Saml til sidst forklaringen med fridykning, hyperventilation og blackout. Refleksen kan begrænse iltforbrug og ændre fordelingen, men iltreserverne bliver fortsat brugt.
